Har du lagt mærke til, at jeg altid – ALTID arbejder i bæredygtige garner?
Jeg er ikke naiv. Jeg ved sgu’ da godt, at mange af jer ikke køber det garn, jeg anbefaler til mine designs.
Det er ok!
Jeg tænker, at det kan skyldes flere ting:
- At du ikke har adgang til det samme garn som mig
- At du bruger garn fra lageret
- At du ikke kan lide det garn, jeg anbefaler
- At du af princip ikke gider at gøre, som jeg siger – jeg hører selv til i denne kategori
Der findes heldigvis ikke noget strikkepoliti, og jeg kan godt leve med, at du ikke spurter ned og køber det garn, jeg foreslår. Men jeg synes alligevel, at du skal vide lidt om, hvorfor jeg som designer har givet mig selv det benspænd kun at arbejde i bæredygtige garner.
Er du ligeglad, synes jeg alligevel, du skal læse de næste par punkter. For nogle gange holder man op med at være ligeglad, når man læser noget, man ikke gider at læse. Jeg si’r det bare!
Er du klar til at høre, hvad JEG ikke gider?
- Jeg gider ikke strikke med garn eller gå i tøj, som fylder min krop med kemikalier
- Jeg gider ikke strikke med garn eller gå i tøj, som er produceret på en måde, der ødelægger miljøet
- Jeg gider ikke strikke med garn eller gå i tøj, som er produceret uden hensyntagen til arbejdstagerrettigheder
- Jeg gider ikke strikke med garn eller gå i tøj, som er lavet af produkter fra dyr, der har haft eller stadig har et ufatteligt dårligt liv
Det var det sure opstød, nu fortæller jeg dig, hvad jeg godt gider, ok?
- Jeg gider godt strikke med garn og gå i tøj, som ikke forgifter min krop eller miljøet
- Jeg gider godt betale for, at mennesker rundt om i verden har ordentlige arbejdsforhold
- Jeg gider godt støtte dyrehold, hvor dyrene lever så godt et liv som muligt
- Jeg gider godt, som ressourcestærk fra et ressourcestærkt land, tage mit ansvar på mig
- Jeg gider godt bidrage til, at alle vi mange strikkere (velkommen til jer nye) forholder os aktivt til det garn, vi køber
- Jeg gider godt støtte de producenter, som aktivt arbejder for en bedre verden
- Jeg gider godt vise verden, hvor meget lækkert, smukt, varieret kvalitetsgarn der findes i bæredygtige kvaliteter
- Jeg gider godt introducere #BLÆREDYGTIGT garn som et hashtag på de garner, som vitterlig ER bæredygtige.
Hvad gider du?
Det smukke foto er brugt med tilladelse fra Kirstine, som ejer Grønne Garner. Ja, du gættede rigtigt - hun forhandler kun bæredygtige garner - er hun ikke sej?