Hvad det kropsnære look tilbyder strikkeopskrifter til mænd!
Der findes mange forskellige snit, og inden for håndstrik ser jeg rigtig meget ’lige op og ned’ og 'oversize'! Jeg kan huske, hvordan jeg som yngre jævnligt forsøgte mig med store bluser, man kunne ’putte i’, men jeg skal ærligt indrømme, at det ikke klædte mig.
For mit vedkommende gik det vist mest gik ud på at skjule sig, fordi jeg var så genert over min krop. Jeg følte mig forkert med mine brede hofter og smalle talje, som aldrig passede til stangtøjet, og som ALLE de andre så godt ud i. Nu går jeg med tøj, som sidder til, der hvor jeg synes, at det klæder mig (og lidt løsere, der hvor jeg også selv er lidt løsere i det).
Der er tre grunde til, at jeg er ret vild med kropsnært tøj.
1) Det fremhæver, hvad min læge engang (da jeg sad på hendes briks - højgravid med vand i kroppen) kaldte for ’den smukke biologiske mangfoldighed’. Det handler om, at vi mennesker har nogle fællestræk, som gør, at vi genkender hinanden som mennesker, men at vi hver især er unikke. Det er en ret fantastisk tankegang, og jeg har fået en helt anden måde at spankulere rundt på i fælles omklædningsrum siden da.
2) Tøjet sidder generelt pænere og er mere behageligt at have på. Jeg havde engang en kæreste, som altid gik i meget løse cowboybukser. Ikke sådan mode-smart, men mere bare et par numre for store, så de sad som joggingbukser. Jeg spurgte ham, om det ikke var irriterende med alle folderne i det lidt kraftige tekstil? Han havde aldrig overvejet, om det kunne være mere behageligt at købe bukser, som rent faktisk passede ham. På min anbefaling ændrede han indkøbsvaner og gik aldrig tilbage til de (for) store bukser igen.
3) Det er ret spændende at arbejde med det kropsnære look rent designteknisk. Når jeg nu f.eks. skal designe de der lyserøde undertjallere, jeg taler så meget om, så skal jeg pludselig forholde mig til størrelsen på en gylp ift. livmål, lårbredde, højde, etc. Det ville jeg ikke skulle på samme måde, hvis det var et par løse Bermuda-shorts, vel? Eller den der lækre klassiske herrevest, som snart skal fra mit hoved og ud på papiret – jeg er nødt til at forholde mig til mandekroppen i 10 størrelser på en anden måde, end hvis jeg lavede et løst look i færre størrelser.
Det er vildt spændende, og jeg håber også, at det ender med færdigstrikkede produkter, som er perfekt tilpasset den mand, der skal bære tøjet.