Hvordan laver du en vikleprøve?

Det er først de senere år, at jeg for alvor er blevet opmærksom på nytteværdien af en vikleprøve. Og det er sket i takt med, at jeg er begyndt at arbejde mere med farvekombinationer som f.eks. i to-farvet patent og jacquardstrik.

Vi har hver især præferencer ift., hvordan en vikleprøve bliver bedst. Men en vikleprøve er grundlæggende, at man vikler garn i forskellige farver rundt om et stykke kraftigt karton for at se, hvordan farverne arbejder sammen. To eller flere farver kan sagtens tage sig godt ud, når de ligger i fed ved siden af hinanden, men typisk vil de ikke ligge på den måde i et stykke færdigt strik, og det er derfor vigtigt at vide, hvordan de fungerer sammen, når de f.eks. ligger i smalle striber ved siden af hinanden.

Vikleprøver kan dermed give en idé om, hvordan farver påvirker hinanden: Hvilke der er smukke sammen, bliver kedelige eller ligefrem modarbejder hinanden. En vikleprøve kan også vise, hvad der sker, når den ene af farverne er dominant, som vi f.eks. ser det i to-farvet patent, eller to-farvet rib.

Netop fordi jeg ofte bruger vikleprøver til at forestille mig, hvordan f.eks. to-farvet rib vil tage sig ud, laver jeg selv mine vikleprøver på følgende måde:

Jeg bruger et stykke kraftigt karton på ca. 3x15 cm. Jeg starter i den ene ende med at vikle de to farver i ens striber, som bliver bredere hver anden gang. Ca. 1/3 henne af kartonen, ændrer jeg det, så den ene farve vikles 5 gange rundt, mens den anden vikles først 4, så 3, 2, 1 gang rundt. Derved er den farve, hvor striben er bredere, blevet dominant. Derefter gør jeg på tilsvarende vis den anden farve dominant. På det første billede kan du se et par eksempler på dette system.

Jeg arbejder nogle gange med dominans i vikleprøverne ved at lægge den ene farve fysisk oven på den anden. Du kan se et eksempel på dette på nr. 2 billede. Her har jeg både arbejdet med tre farver og med dominans ift. stribens bredde og det tredimensionelle, idét jeg har lagt de andre farver ovenpå den brede stribe.

Hvis jeg arbejder med et specifikt  design, hvor jeg har bestemt mig for,  hvilket garn jeg bruger, arbejder jeg kun i farver fra det garn; Men hvis jeg udforsker farver generelt, er selve garnet mindre afgørende. Dog søger jeg altid at bruge garn med ca. samme løbelængde, for et meget ulden eller tykt garn kan hurtigt blive dominant i sig selv.

Vikleprøver kan ikke gøre det ud for en farvestrikkeprøve, men det er en nem, hurtig og sjov måde at lege med farverne på, inden man bruger tid på en strikkeprøve eller får strikket en halv trøje for så at finde ud af, at farverne slet ikke bliver, som man havde forventet.

Det kan blive helt meditativt at lave en vikleprøve, som tilmed er nyttigt. Men vikleprøver er også smukke og dekorative, og mange af dem vil være egnede til f.eks. at hænge på væggen.

Lav derfor dine vikleprøver med system, akkuratesse og kærlighed.

Skriv en kommentar!

Bemærk, at kommentarer skal godkendes, før de bliver offentliggjort.