Om hvorfor det giver mening at tænke strikkeopskrifter som kollektioner
Da jeg begyndte min strikdesignvirksomhed, startede jeg bare fra en ende af, når jeg fik en idé til et design.
Mit første design var en nederdel til min datter. Ideen opstod en varm sommerdag, hvor hun ikke havde andet end cowboy-bukser at tage på. Og så gik jeg i gang.
Jeg får stadig enkeltstående ideer, men jeg har også fundet andre måder at arbejde på. F.eks. er jeg begyndt at arbejde med kollektioner. Nedenfor skriver jeg lidt om, hvorfor og hvordan jeg gør det:
Jeg bliver stadig inspireret af ting i hverdagen, som f.eks. en detalje på et blad, en fed skulderkonstruktion etc., men nu tænker jeg mine ideer mere tematiske, det kunne være som del af en samling af vævestrik, skulderkonstruktioner….eller endnu bedre – som i to af mine opgaver på strikdesignuddannelsen:
- En sommerspejderuniform til mænd, som lyder navnet ’Spejderdreng med skæg’. Den kommer du til at lære at kende i løbet af 2021!
- Gentleman Hunter, hvor f.eks. slipset Tie to Fly og den kommende Spring Hunter vest kommer fra
Jeg har fundet ud af, at det er givende for processen at starte med et Mood Board, som på det 1. billede. Herefter arbejder jeg mig langsomt over i en kollektionsopbygning (2. billede)

....og derfra videre over i den strikketekniske komposition af et design, som med underbukserne på det 3. billede!
Jeg arbejder altid med fokus på pasform, relevante teknikker og anvendelighed, og derfor kan et færdigt design godt have ændret sig en del fra den oprindelige idé, når det er færdigt. Men selve processen frigiver nogle kreative energier, som styrker mine designs. Jeg lader mig ikke hæmme af det umulige, før det er bevist, at det rent faktisk ER umuligt.
At jeg arbejder i kollektioner betyder ikke, at jeg nødvendigvis laver en hel kollektion færdig af gangen. Ofte skal nogle af mine designs ligge længe i rugekassen, for der kan være tekniske konstruktioner, jeg ikke helt kan finde en løsning på, eller det er svært for mig at finde det rigtige garn.
Jeg har valgt kun at arbejde i bæredygtige garner, og selvom der nu begynder at være et godt udvalg, er der stadig garntyper, jeg har svært ved at finde, så jeg er i konstant søgen efter spændende garner, der er produceret med tanke for miljø og mennesker.
Det er f.eks. tilfældet med mit designs ’Jeg savner dig mor!’, som er et lommetørklæde til hvilket jeg leder efter et tynd, blød, bæredygtigt bomuldsgarn.
Du er for øvrigt meget velkommen til at skrive til mig, hvis du kender garner, som jeg også burde kende. I et kommende blogindlæg skriver jeg lidt om, hvad jeg betragter som et bæredygtigt garn.
Du er også velkommen til at skrive til mig, hvis du har ideer til designs til strikkeopskrifter til mænd. Selvom jeg allerede har hovedet fyldt med ideer, er en god idé altid god!