Jeg æææælsker mænd i lækkert strik!

Nogle gange tænker jeg, at andre tænker, at det kan tænkes at være lidt mærkeligt, at jeg som kvindelig strikdesigner har valgt at fokusere på strik til mænd.

Så nu løfter jeg lidt af sløret for en antagelse, jeg har. Eller er det en påstand? I hvert fald kommer den her:

Jeg synes, at der mangler lækker strik til mænd!

Altså, der mangler IKKE strikkeopskrifter til mænd – der mangler FEDE strikkeopskrifter til mænd.

Der mangler opskrifter på håndstrik, som mænd har lyst til at gå med og måske endda selv strikke.

Lad mig forklare: Jeg er gift med en ret lækker mand, og når jeg får lyst til at strikke til ham, så er det svært at finde en opskrift, som han kan lide.

Min mand er størrelse medium og så tæt på standard-kroppen, som man kan forvente af et almindeligt menneske.

Han er ikke specielt krævende ift. bestemte snit, strukturerer, garner eller andet. Han vil bare gerne have et stykke strik, som er lunt, blødt, ikke for varmt til kontoret, moderne i snittet, rart at have på, og som sidder pænt uden at få ham til at se kedelig ud.

Når jeg kigger rundt i gadebilledet, ser jeg hobevis af lækre mænd. Mange af dem har tydeligvis en holdning til deres tøj, og de har også en ret gennemført stil. Det er muligt, fordi der er designere, som specialiserer sig i at lave lækre designs til mænd.

Hvis jeg overfører det til håndstrik, så er gadebilledet fyldt med huller. De huller repræsenterer mænd, der har en holdning til deres håndstrikkede tøj, men som mangler valgmuligheder.

De huller vil jeg gerne fylde ud ved at lave strikkeopskrifter til mænd.

Skriv en kommentar!

Bemærk, at kommentarer skal godkendes, før de bliver offentliggjort.