Sådan laver du en strikkeprøve!
- Før du begynder at strikke, er det vigtigt at lave en strikkeprøve. En strikkeprøve bruges til at: undersøge hvordan garnet arbejder ift. mønsteret; øve sig på teknikken; beslutte hvilke pinde (f.eks. bambus eller metal) der fungerer bedst med garn og mønster; finde sin strikkefasthed og korrekt pindestørrelse.
En korrekt strikkeprøve skal:
Være så stor at man kan måle minimum 10x10 cm af det mønster, som strikkes. Dertil skal strikkeprøven have en kant, som ikke ruller eller trækker for meget, da det kan gøre det svært at måle korrekt.
Strikkeprøven skal være lavet med det garn og den type pinde, der skal bruges til strikkeprojektet. Det vil sige, at hvis projektet skal strikkes med metalpinde, skal prøven laves med de samme pinde. Nogle gange skal man gå en pindestørrelse op eller ned for at ramme den rigtige fasthed.
Hvis projektet skal strikkes frem og tilbage, skal prøven også strikkes frem og tilbage, og hvis projektet skal strikkes rundt, så skal strikkeprøven også strikkes rundt. Det sidste gøres ved, at der slås nok masker op til, at prøven bliver den rigtige størrelse. Herefter strikker man en pind, trækker garnet med på bagsiden, og strikker forfra på starten af pinden igen. Brug strømpepinde eller en rundpind til Magic Loop. Når prøven er færdig, klippes flotteringerne på bagsiden op.
Strikkeprøven skal laves i samme mønster som projektet. Det vil sige, at den skal laves i glatstrik, 1x1 ribstrik, i to farver, etc. afhængigt af projektet. Der skal laves flere prøver, hvis der bruges flere teknikker. F.eks. kan en halskant blive for løs og hænge, hvis strikkefastheden for rib ikke passer.
Der skal laves én prøve for hver teknik. Prøverne bør ikke laves i forlængelse af hinanden for at undgå at bryde garnet.
Strikkeprøven er først færdig, når den er blevet dampet/vasket og blokket. F.eks. kan man med et dampstrygejern forsigtigt dampe på bagsiden af prøven. Træk blidt i både bredden og højden. Fortsæt på denne måde, til garnet har givet sig og strukturen har rettet sig ud. Først nu kan der måles på prøven.
Det er vigtig at blokke strikkeprøven, fordi det efterligner, hvordan det færdige produkt vil opføre sig ved brug og kropsvarme. Når alt dette er gjort, er det stadig vigtigt at huske på, at ved større projekter kan en lille difference i strikkefastheden få stor betydning. Ligeledes kan strikkefastheden undervejs ændre sig, efterhånden som en tung bluse vokser, eller når man har strikket i mange timer. Det er derfor vigtigt jævnligt at tjekke sin strikkefasthed – også når man er godt i gang med projektet.
Nu er prøven klar til at blive målt på. Brug gerne en lineal eller en strikkefasthedsmåler – evt. et målebånd. Sæt en nål ved venstre ben af en maske og marker med en nål præcis 10 cm mod højre. Tæl maskerne og divider antal masker med de 10 cm = antal masker pr. cm. Gør det samme i højden med rækkerne.
I alle mine strikkeopskrifter anbefaler jeg, at du starter med at lave en strikkeprøve. Det kan forekomme kedeligt, når man bare gerne vil i gang med at strikke, men har man først prøvet at trævle en hel bluse op, forstår man betydningen af først at lave en god strikkeprøve.