Min fuldstændigt perfekt-uperfekte krop og hvad den har at gøre med strikkeopskrifter
Jeg kan huske, hvordan jeg som teenager fandt ud af - på den hårde måde - at jeg ikke helt passer ind i normalmodellen. Jeg er vokset op i en satellitby ca. 30 km uden for København, hvor de næringsdrivende klynger sig om den lokale togstation.
Dér kunne man kun vælge stangtøj, og mit problem var, at jeg var høj, bredskuldret, smaltaljet og forholdsvis bredhoftet. Til gengæld havde jeg lange arme og ben og ikke særligt store bryster......!
Når jeg betragter skemaer for standardstørrelser, kan jeg konstatere, at mine skuldre er L, mit brystmål er M, min talje er S, og min bagdel er XL. Derudover skal jeg lægge 2,5 cm til i ryggen og 3 cm til i ærmelængden....suk!
Dengang måtte jeg købe bukser, som nok passede over bagdelen, men som stumpede. Og hver gang jeg rejste mig fra stolen, måtte jeg proppe et halvt kilo jeansstof tilbage op under bæltet, så jeg ikke havde en stofpukkel siddende over lænden.
Jeg oplevede, at der var noget galt med min kropsfacon, og det prægede min ungdom negativt, at jeg brugte urimelig lang tid på at finde tøj, som jeg så alligevel skulle rette på hele tiden, fordi det sad dårligt.
...og det gjorde mig endnu mere kejtet i de år, som af andre grunde allerede var svære.
På det tidspunkt spillede jeg fodbold 3 gange om ugen, svømmede 2 gange om ugen, løbetrænede 2-3 gange om ugen, og jeg cyklede mange, mange kilometer hver uge. Min krop gjorde aldrig ondt, og faktisk fungerede den upåklageligt - alligevel gik jeg rundt og var ked af den krop, som jeg var blevet tildelt.
For mig blev løsningen at sy mit eget tøj. Senere fandt nogen på at lave bukser med stretch, og eftersom det samtidig kom på mode, at teenagere begyndte at gå med høje hæle, blev bukselængden pludselig til at have med at gøre - så længe jeg havde flade sko på.
Og hvorfor fortæller jeg så dette?
Fordi mine oplevelser som helt ung har været afgørende for beslutninger, jeg har truffet som ejer af Hands-on Knits:
- Normalmodellen er, at ingen af os er normalmodellen
Som designer arbejder jeg med standardmål, men jeg gør mit ypperste for at hjælpe dig med at tilpasse opskriften bedst muligt.
Jeg er beæret over, at du kan lide mit design så meget, at du har købt opskriften, for herefter at bruge mange timer på at strikke lige præcis dén bluse som jeg har designet. Jeg vil derfor gerne hjælpe dig til at få et produkt, som du bliver rigtig glad for i mange år.
- At arbejde med modeller ift. forskellige kropsformer
Jeg har brede skuldre, men min barm holder ikke noget oppe, så selv med ekstra sokker i BH-en bliver det svært at fylde en bluse ud, som passer mine skuldre. Og hvis længden lander lige dér, hvor ridebukselårene starter, føler jeg mig meget mærkeligt tilpas.
Til gengæld er jeg ikke genert ift. mine overarme, og jeg befinder mig godt i stramme bluser. Jeg ender derfor ofte med en S eller M med ekstra længde i ærmer og ryg. Jeg ser dog jævnligt modeller, som jeg ville elske at strikke, men som jeg af bitter erfaring ved aldrig vil blive brugt, fordi faconen i sig selv ikke fungerer for mig. Her er det ikke altid nok at tilpasse ærmelængden.
Som designer arbejder jeg derfor på at tilbyde opskrifter, som tager udgangspunkt i forskellige kropsformer og smag. Jeg hører gerne fra dig, hvis du mener, at jeg mangler at komme rundt om en facon!
- Jeg forsøger at arbejde så uafhængigt af moden, som muligt
Det gælder ift. hvilke kropsnit der er i modebilledet og ift. design og farvevalg. Jeg ligner selv udskidt æblegrød i beige, og sart lyserød fremhæver mine poser under øjnene (jo, det er rigtig!).
Min pointe er, at vi skal strikke i de farver, vi bliver glade af, i den stil vi synes klæder os. Og vi skal bruge lidt ekstra tid på at tilpasse til vores krop, mål og brug.
Det skal vi gøre uafhængigt af modebilledet, og af hvad andre gør og synes.
Punktum.