
Dette er et smukt og elegant slips! Jeg har længe haft lyst til at designe et strikket slips, for jeg har en svaghed for lækkert tilbehør – til mænd og andre!
Slipset er i samme mål som et klassisk slips, og så er det både elegant og anderledes. Jeg er sikker på, at håndstrikkede slips kommer på mode lige om lidt.
Teknikker og sværhedsgrad
Slipset strikkes frem og tilbage oppefra og ned i to-farvet vævestrik. Du skal kunne slå masker op, tage ud, tage ind og samle masker op. Selve vævestrikmønsteret består af ret- og vrangmasker, og masker der tages ret eller vrang løst af med garnet enten foran eller bag arbejdet.
Der er ingen montering, udover at der skal hæftes ender. Og så skal du enten kunne - eller have lyst til at lære - at strikke en hestetømmekant (I-cord på engelsk). Slipset strikkes på pind 2 mm, så det er god træning for finmotorikken og kræver lidt tålmodighed. Til gengæld er det et fint projekt at have med på tur, og man lærer hurtigt vævestrikmønsteret udenad.
Jeg har lavet instruktionsvideoer til at hjælpe dig godt igennem strikkeopskriften, og jeg er sikker på, at slipset vil blive båret med stolthed i generationer. Et håndstrikket slips bør enhver have i sin garderobe.
Størrelser
Slipset find i én størrelse, men i opskriften er der instruktioner til, hvordan du kan tilpasse slipset til lige præcis dig og din smag.
Strikkefasthed
Vævestrik: 32 m/10 cm og 60 p/10 cm på pind 2 mm.
Garn
Slipset strikkes i en enkelt tråd i Sarah fra Permin. Garnet er mulesingfrit og OEKO-TEX certificeret, og det består af 50 % Merinould og 50 % Shetlandsuld. Det løber 270 m/50 g og findes i mange smukke farver. Du skal bruge 2 fed, 1 i hver farve.
Husk at lave en strikkeprøve af hensyn til størrelsen på det færdige produkt.
Opskriften findes på dansk og snart på engelsk. Når købet er gået igennem, modtager du en e-mail med link til opskriften.
The pattern is available in Danish and soon in English too.