
Dette er en varm og elegant hue med god pasform. Den er let at tilpasse i højden og luner godt om ørerne på grund af den ombukkede ribkant. Jeg fandt på designet til huen sidste sommer ved stranden, da mine børn fangede krabber, og det viste sig, at min datter er den bedste krabbefanger, jeg nogensinde har set.
Teknikker og sværhedsgrad
Huen strikkes oppefra og ned. Der slås op med italiensk opslagning med to farver og strikkes i to-farvet patent ned til ribkanten. Ribkanten strikkes i den dominante farve med hæftet ombuk, som sikrer, at den sidder godt til.
Jeg har lavet instruktionsvideoer til alle teknikkerne for at hjælpe dig godt i gennem opskriften. Men den kræver lidt fingersnilde og kan være svær for en uerfaren strikker.
Størrelser
Huen findes i 4 størrelser (50-52) 53-55 (56-58) 59-61 cm. Den bliver i alt (18,5) 19,5 (20) 21 cm i højden. Selve ribkanten bliver (2,5) 3 (3,5) 4 cm i højden.
Strikkefasthed
Ribstrik: 32 m/10 cm og 40 p/10 cm på pind 3 mm.
Patent: 26 m/10 cm og 32 p/10 cm på pind 3 mm.
Garn
Garnet er Luna by Permin 175 m/50 gr. Garnet er OEKO-TEX-certificeret genbrugsuldgarn fra Permin. Du skal bruge 2 fed - 1 i hver farve. Hvis du f.eks. bruger to blå, synes jeg, at det er flot med den mørkeste farve som bundfarve, fordi det giver en dybde i den tofarvede patent.
Husk at lave en strikkeprøve af hensyn til størrelsen på det færdige produkt, og for at se hvilken farve der er flottest som den dominante farve.
Jeg er ret vild med garnet. Det er lidt specielt, fordi det ikke er helt så elastisk, som uldgarn oftest er. Men det er blødt og lækkert og kradser absolut ikke, hvilket er vigtigt for mig, når det er til en hue. Det klæder garnet at blive strikket lidt stramt på pind 3 mm som i dette design.
Opskriften findes på dansk og engelsk. Når købet er gået igennem, modtager du en e-mail med link til opskriften på begge sprog.
The pattern is available in Danish and English. Upon purchasing, you receive an e-mail with a link to the pattern in both languages.